Hvordan laver man en Facebook-side?

Kevin Refvik
Dette indlæg er skrevet
af Kevin den 12. april 2013

Det spørgsmål møder vi ofte i blandt vores kunder, og derfor har vi lavet denne lille guide til hvordan du kommer i gang med en Facebook side til din virksomhed.

Én ting er sikkert: Dine kunder er på de sociale medier, heriblandt Facebook, spørgsmålet er om du vil deltage i dialogen med dem?

Dette er et levende blogindlæg, som løbende opdateres i forbindelse med ændringer og nye muligheder på Facebook. Har du nogle spørgsmål, er du velkommen til at skrive i kommentarfeltet nederst på denne side.

Sådan kommer du i gang

For at kunne oprette en Facebook side, kræver det at du er logget ind på din private profil. Det smarte ved det, er at du ikke behøver at huske på forskellige logininformationer for at administrere én eller flere Facebook sider. Hvis I er flere der skal have adgang til den samme side, kan dette også lade sig gøre.

Når du er logget ind, skal du besøge siden: https://www.facebook.com/pages/create. Herefter skal du vælge hvilken kategori din virksomhed falder indenfor:

Det er vigtigt at vælge den kategori som din virksomhed bedst passer på, da det har noget at gøre med hvordan din virksomhed dukker frem i søgninger på Facebook. Herefter vil du blive bedt om at udfylde nogle forskellige informationer omkring din virksomhed. Udfyld så mange informationer som muligt - jo mere du udfylder, jo nemmere kan dine potentielle kunder finde dig!

Gør din Facebook side spændende

Når du går videre bliver du spurgt om at udfylde diverse oplysninger om din virksomhed og uploade et profilbillede. Det kan du gøre med det samme, eller springe over og gøre senere.

I de følgende eksempler har jeg taget udgangspunkt i bubbles Facebook-side.

Profilbillede

Ligesom med din private profil, så vises profilbilledet ud for dit virksomhedsnavn når du lægger indhold op på din Facebook side, kommenterer på indlæg osv. Vælg derfor et profilbillede, som siger noget om din virksomhed. Da profilbilledet er rundt, er det dog ikke alle logoer der passer ind her. Hvis man har et logo med et kendetegn, kan man så i stedet bruge en del af logoet. Vi har i bubble brugt et billede af vores logo. 

Selvom profilbilledet er rundt, skal man vælge et firkantet profilbillede i formatetet 170x170. Når man herefter uploader det til Facebook, beskærer Facebook selv profilbilledet, og gør det rundt. 

Coverbillede

Coverbilledet giver rig mulighed for at komme ud med et budskab, som de fleste der kommer forbi din Facebook side kommer til at se. Man kan med fordel skifte coverbilledet løbende, for at på den måde at skabe forandring. Prøv at lave et coverbillede som sammen med dit profilbillede, ligger sig op ad din eksisterende markedsføringsprofil - på den måde har du allerede skabt den første relation til dine besøgende; genkendeligheden.

Del din nye Facebook side

Det første de fleste gør når de lige har fået oprettet deres Facebook side, er at begynde at invitere alle deres venner og dele den vidt og bredt. Men det er en god idé at få skabt noget indhold på din Facebook side, og gøre den mere interessant, så de har en fornemmelse af hvad de kan forvente ved at følge din side.

Se det som at du lige har overtaget lejemålet til din nye butik. Inden du holder receptionen, vil du gerne have noget inventar og produkter på hylderne, så dine gæster har en fornemmelse af hvad det er du kan tilbyde.

Skab dialogen

Dialogen kommer ikke af sig selv, og det er vigtigt at du løbende skaber indhold som din målgruppe finder interessant. Derfor er det vigtigt at du prøver at sætte dig i deres sted. Prøv altid at ligge indhold op, som kan skabe en dialog.

Vær altid klar på at besvare eventuelle spørgsmål indenfor en hurtig tidsramme. Du kan eventuelt slå e-mail notifikationer til, så du altid får at vide når der sker noget på din Facebook side.

Det er sjovere når man er to

Du kan komme ud for at du får brug for, at andre kan hjælpe dig med at administrere din Facebook side. Dette kunne f.eks. være hvis et bureau skal hjælpe dig med dine annoncer eller en anden i dit firma skal hjælpe med at varetage dialogen.

Når du giver andre personer adgang til at administere din Facebook side, har du mulighed for at vælge hvilke priviligier de har. Det betyder at en der f.eks. kun skal kunne svare på spørgsmål, ikke nødvendigvis behøver at have adgang til at styre annoncer og lave nye opslag.

For at tilføje en anden person som administrator skal du gøre følgende:

  1. Gå ind på din Facebook side, og klik herefter på Indstillinger og så på Sideroller
  2. Find sektionen Tilknyt en ny siderolle
  3. Du skal nu skrive navnet eller e-mail adressen på den person du ønsker at tilføje som redaktør, administrator eller andet. 
  4. Husk at vælge den rette rolle til den nye administrator

Personen vil nu få at vide at han/hun har fået adgang til at administrere din Facebook side.

Hvis du ønsker at læse lidt mere om de forskellige administratorroller, kan du gøre det på Facebooks hjælpesider.

Lav en plan

Det er en god idé at lave en plan over hvordan man vil bruge de sociale medier. Hvor tit poster man? Hvad poster man? Hvad vil man have ud af sine indlæg? Det nytter ikke noget at poste 5 indlæg på én dag, for at der derefter går 2 måneder inden man poster igen.

Skulle du komme i en situation, hvor en kunde klager eller skriver noget dårligt om din virksomhed, er det vigtigt at du allerede på forhånd har en måde at håndtere en sådan situation på. Det værste man kan gøre, er at tie det ihjel.

Vi anbefaler altid at læse Facebooks retningslinjer for Facebook sider, så man ikke kommer til at overtræde dem utilsigtet. Der er set eksempler på virksomheder der har fået lukket deres Facebook side uden advarsel, fordi de har overtrådt retningslinjerne.

Eksempler til inspiration

Her er et par eksempler på Facebook sider som vi har lavet, som du kan bruge til at finde lidt inspiration.

Skulle du have spørgsmål, eller har brug for hjælp til opsætning eller design af din Facebook page, så kan du læse lidt mere om hvad vi tilbyder, eller kontakte os til en uforpligtende snak!

Kevin Refvik
Dette indlæg er skrevet
af Kevin den 12. april 2013
Se også
Beskyt dine sociale profiler mod hackerangreb

Vil du lege med et anderledes team?

Kontakt os i dag