Reklamebureauet bubble
Søndergade 41D
8700 Horsens
+45 6069 8700
hej@bubble.dk
CVR: 32339832
Styring
Et navn med
dybde og retning
Navnet Capptain er sammensat af elementer, der hver især peger på essensen af produktet, og tilsammen udtrykker, hvad platformen gør for brugerne.
‘App’ forbinder vi alle i dag med et værktøj, vi har lige ved hånden. Ordet refererer ligeledes til det digitale aspekt – at have al dokumentation samlet digitalt.
‘Cap’ henviser til kasketten, der kan være et symbol for ansvar: Hvem har kasketten på? Hvem tager opgaven? Det handler om ejerskab og tydelig rollefordeling i arbejdsmiljøet.
‘Contain’ peger på evnen til at indeholde eller rumme. Capptain er netop det: et værktøj, der gør det muligt at samle viden, skære igennem kompleksitet og give alle adgang til vigtig information – ét sted.
‘Captain’ er kaptajnen, der sætter retningen. Det er lederen, der tager styringen og sætter sig i førersædet og skaber fremdriften.
Tydelig association
og stærk genkendelighed
Capptains logo er skabt med et klart visuelt sprog, der forener funktion, fortælling og genkendelighed. Den øverste del af cap’en er formet som en bølge – en direkte reference til kaptajnens hav og et billede på godt flow i arbejdet.
Cap’en fungerer samtidig som symbol på at “tage hatten på” – at tage ansvar og styre sin egen skude. Kunden skal føle sig som kaptajnen i sit eget firma.
Midt i formen træder bogstavet C tydeligt frem – for Capptain – og fungerer samtidig som ansigtet under cap’en. Et enkelt, men stærkt grafisk greb, der binder navn, identitet og formål sammen i ét samlet udtryk.
Grafiske elementer som en bærende del
Som en central del af det kommunikative udtryk er der designet en række grafiske elementer i form af små ikoner og større, forklarende illustrationer. De fungerer både som visuelle støttepunkter og kan bruges til at formidle komplekse budskaber på en enkel og genkendelig måde.
Elementerne er skabt i samme stil som det øvrige visuelle univers og sikrer en rød tråd i alt fra præsentationer til web og print. Det gør det nemt for modtageren at afkode information og hurtigt genkende Capptain som afsender.
Legende ord og
brugervenlighed i sigte
Fra det visuelle udtryk til det skrevne ord er der tænkt i tilgængelighed og overskuelighed. Capptains kunder skal nemt kunne finde den information, de søger, og hurtigt blive selvkørende, både digitalt og i praksis. Det gælder ikke mindst på den nye hjemmeside, vi har hjulpet Capptain i mål med. Den er både informativ og sælgende – designet med en klar opdeling i sektioner og en navigation, der gør det let at finde rundt.
Kontakt
Skal din skævhed
stå lidt skarpere?
Har du et spændende projekt på hånden eller en idé i tankerne, som du gerne vil have hjælp til at realisere? Giv Daniel et kald, så vil han møde dig med et smil, kreativ sparring og nysgerrighed.